Netop hjemvendt fra en uges vinterferie i solen. Indrømmet, så foregik den ej på en ecolodge, hvor alt var genbrugeligt og bæredygtigt. Det var snarere en typisk dansk charterferie, hvor alt er planlagt og tilrettelagt for én. Og udover at kunne købe kompensation for flyrejsen, ja så var det ikke ligefrem miljø og klima, som stod i fokus. Men derfor kan man sagtens medbringe de fleste af ens klimavenlige tiltag fra dagligdagen med på ferie. Og så handler det jo ikke kun om recycling og brug af  økologiske produkter, når man taler om klimavenlig rejse.

Jeg lever efter disse tre regler, når jeg er på ferie:

  1. Behandl det lokale miljø med respekt: Ryd op efter dig, – efterlad ikke noget i naturen, som ikke kan nedbrydes. Pas på dyre- og planteliv. Bor du på hotel, så spar på brugen af håndklæder m.m. Hold brugen af air con på et minimum. Og brug vand og energi med omtanke – ligesom derhjemme.
  2. Køb lokalt: Støt de lokale produkter. Lad nu være med slæbe dåseleverpostejen med. Drik den lokale øl og spis den lokale mad. Det smager også oftest bedre.
  3. Støt de lokale økonomisk: I mange lande lever tjenere og rengøringspersonale af de drikkepenge, som vi turister giver dem. En femmer betyder ikke nær så meget for mig, men rigtig meget for den unge tjener.

Jeg er også så småt begyndt at tænke på min sommerferie, som i år skal tilbringes i Danmark. Og efter en hurtig research har jeg fundet flere rigtig fede eksempler på at kunne holde en grøn ferie. Bl.a. er der hyggelige Samsø, som i 1998 blev udnævnt til Danmarks vedvarende energi ø. Der er flere muligheder for sjove cykelferier, som jeg selv fik en forsmag på i sommers på Bornholm til stor succes. Tjek også denne hjemmeside, hvor du finder mange forskellige grønne ferieboliger: www.dengroennenoegle.dk/danmark.

Mulighederne er mange – også i udlandet. Tjek bl.a. denne side for mere inspiration til klimavenlige rejser.

Skriv til mig, hvis du ligger inde med sjove ideer til en alternativ ferierejse, hvor bæredygtighed og klima er i fokus.

Hilsen Tina

Relevante artikler