Som noget helt nyt har vi lavet et radiospot, der kører de næste to uger. Baggrunden er, at strøm jo ikke er verdens mest sexede produkt i de fleste menneskers øjne – heller ikke selvom den er klimavenlig! Derfor håber vi, at et lille lydklip i højere grad kan illustrere, hvordan man som almindelige elforbruger kan bidrage til en grønnere energiforsyning. Vi har i hvert fald gjort vores bedste.

Desuden er vi ikke et energiselskab, hvor marketingbudgettet kan finansiere en halv vindmøllepark. At reklamere i radioen er til at betale, hvorimod det er en del dyrere at lave flotte iscenesatte tv-spot med helikopterbilleder.

Vores radiospot bliver spillet på Radio 100FM og Radio Nova i henholdsvis morgen og eftermiddagstimerne, så her kan I høre med, hvis I har lyst. Vi har gjort en del for at undgå, at vores spot lyder ligesom de traditionelle radioreklamer – også her vil vi gerne være lidt anderledes. Derfor har vi ingen ”speedsnakkere” eller råben, men nogle sjove lydeffekter og et par behagelige stemmer. Vi håber, I kan lide det.

Radiospottet henviser til webadressen elmedholdning.dk, der er et nyt kampagnesite, vi har oprettet. Hvis man tilmelder sig her, betaler vi som en lille bonus den først måneds regning. Det kan forhåbentligt give folk det sidste puf, der får dem til at gøre overvejelse til handling. Vi håber i hvert fald, at det kan få lidt flere til at tage et aktivt valg og være med til at sikre mere vedvarende energi via elforbruget. Vi krydser fingre for resultatet.

Relevante artikler



  1. Rasmus on mandag 1, 2010

    Jeg synes næsten, at det lyder som om, at jeg får grøn strøm ud af kontakten, når jeg handler med Natur-energi – er det rigtigt?
    Vh. Rasmus

  2. Tina
    natur-energi on mandag 1, 2010

    Kære Rasmus

    Undskyld det sene svar. Du kan ikke få grøn strøm i din stikkontakt, men du kan sikre, at den mængde strøm, du bruger, bliver købt fra vedvarende energikilder. Det sender et signal til omverdenen og øger efterspørgslen… Derudover kan du sikre mere vedvarende energi, da Natur-Energi investerer et øremærket beløb for hver kWh, du bruger.

    dbh
    Natur-Energi